Lunde SG&I, Den lille avis

Pistol, revolver eller riffel – I Lunde skyder både unge og gamle.

Lunde SG&I er hverken den største eller den mest iøjnefaldende idrætsforening i kommunen, men den er kendt ud over Fyns grænser for gode skytter, gode faciliteter, hyggeligt samvær og årlige skydestævner.

 Lunde SG&I har ca. 200 medlemmer, fordelt på primært to idrætsgrene, nemlig skydning og badminton. Badminton har givet mange pokaler i skabet, men det er primært skydningen der fylder i klubben nu om dage, med ca. 150 aktive skytter.

Mens badminton har været spillet både i den tidligere Lunde skole og nu i Stenstruphallen, så har skytteforeningen flere bane-faciliteter i og omkring klubhuset på Højevej 27.

Pistol, revolver eller riffel – næsten alle kan være med

Man starter som regel med at skyde med salon-riffel, der kan tilgås af alle interesserede børn fra omkring 8-års alderen samt voksne med den fornødne respekt for skydevåben. Der er desuden mulighed for at skyde med forskellige typer/størrelser af pistoler samt revolver. Klubbens har salon-rifler m.m. til udlån, så man skal kun betale for patroner samt medlemskontingent på 450 kr. årligt for børn og 550 kr. for voksne.

15-50 meter skydebaner

Lunde SG&I råder over både indendørs og udendørs skydebaner. Den indendørs er på 15 meter og udendørs findes flere baner på op til 50 meter. Desuden er der elektronisk udstyr til aflæsning af skiver til både de enkelte skytter, samt til whiteboard-tavlen i klublokalet, hvor flere ”aktive” skydeskiver kan ses af interesserede kammerater og forældre.

Flere medlemmer ønskes

”Vi har medlemmer fra det meste af Fyn, men der er god plads til flere medlemmer,” udtaler klubbens kasserer, Knud Christensen. ”Vi inviterer hvert år Issø-skolens 5. klasser til prøveskydning for at holde gang i medlemstilgangen,” tilføjer han. ”Alle er desuden velkommen til at komme forbi til gratis prøveskydning op til 5 onsdage (kl. 18-21).” ”Den første gang får man oven i købet 25 patroner gratis.” Yderligere information kan findes på www.lundeskytteforening.dk

Åbent 2 gange om ugen

Formand for skytterne, Jesper Christensen understreger fleksibiliteten i skydesporten i Lunde, hvor man kan komme lige når man vil i åbningstiden, og skyde 25 eller 50 skud, og så tage hjem igen. Man kan også vælge at blive hængende til en snak med de øvrige klubmedlemmer (eller de andre forældre). Åbningstiden er onsdage kl. 18-21, hvor der altid er instruktør på, samt lørdag formiddage kl. 10-12.

Stævner og kåringer

”Det årlige terrænstævne i Lunde SG&I tiltrækker 2-300 deltagere fra hele Danmark,” fortæller Knud Christensen. ”Terrænstævnet er et af landets største, og klubben plejer at stille med ca. 45 frivillige hjælper under arrangementet, der i år fandt sted den 9. april.” Derudover holdes andre skydestævner samt mere sociale aktiviteter i klubben – ikke mindst den årlige sommerfest, hvor årets Fuglekonge og årets Skyttekonge kåres.

Forsættes med Tekstboks vedr. sommerfest samt billeder/billedtekster

Tekst og billeder: Torben Frost

Kasserer Knud Christensen ved klubbens våben, der opbevares i sikringsrum bag elektronisk aflåselig jerndør.

 

 

 

 

 

 

Skytteforeningens formand, Jesper Christensen med DGI-vandrer-pokalen, der i år er givet til Lunde Skytteforening for stor indsats for DGI-Skydnings arbejde.

 

 

 

 

 

Clara Struve, 14 år og fra Oure med klubmesterskabspokalen. Clara fortæller, at hun har gået til skydning i 3 år i Lunde Skytteforening.

 

 

 

Benedikte Markvardsen, 15 år, har haft 4 sæsoner med riffelskydning og de sidste 3 sæsoner har hun koncentreret sig om pistol-skydning.

 

 

 

Johannes Markvardsen, 18 år og fra Oure, har gået til skydning i mange år. Han er netop udtaget til de nordiske mesterskaber i pistolskydning. ”Jeg valgte pistol-skydning, fordi det er en sværere disciplin, men som er lettere at vinde…”

 

 

Disse fire skytter skyder riffel på 50 meter banen. Caroline Struve, 10 år og fra Oure (nr. 2 fra væggen med lyserødt høreværn) fortæller, at hun har været medlem af klubben i 3 år og gerne skyder 50 riffelskud hver onsdag. ”Det er super sjovt at skyde med riffel. – Det er min mor, der plejer at køre min søster og mig til skydning,” fortæller hun.

 

 

 

 

25- og 50 meter udendørs skydebaner ved Lunde SG&I – Der skydes indendørs fra overdække på de udendørs skydeskiver.

 

 

 

 

 

Share
Dette indlæg blev udgivet i admin. Bogmærk permalinket.